52
Danske Digte

Digte har været skrevet på tværs af alle lande, på samtlige sprog, i flere årtusinder. Der har været digte med meget forskellige budskaber. Nogle prøver at motivere, mens andre vil have en  til at føle, mens nogle helt tredje blot vil oplyse om en bestemt problemstilling. Desværre er der mange digte vi ikke kan læse, da mange af os ikke kan læse og forstå swahili, kinesisk eller italiensk. hvad vi dog kan læse er danske digte. Danske digte kom først rigtig frem på samme måde som andre lande meget senere. Førhen var det fortællinger om hvordan vi havde overlevet i kulden, og hvordan kysterne af england var vores i vikingetiden. De mere kunstneriske danske digte kom først frem i det der svarede til den sene middelalder for resten af europa, da det først var efter vikingetiden Danskerne satte sig ned for at tænke på det smukke og fantastiske i verdenen. Heldigvis formåede mange Danskere at beskrive verdenen og samfundet i løbet af tiden herefter at vi, ligesom resten af europa, har en rig kultursamling af danske digte. Vi har derfor valgt at hive nogle rigtig klassiske danske digte frem fra samlingen. danske digte

5 Danske Digte:

1/ Danske Digte: Refshaleøen – Klaus Rifbjerg

Fortiden søger sin overlevelse
bag husrækker, Christianshavn
Amager og en barndom kan ses
algefarvet, hovedpinesprængt mellem bolværk.

Hukommelsen er flyvemaskinebevidst
farvefornemmelsen sort rød
men søsygen af uoplevet tid
kan dårligt elimineres.

Optræk af punkterede skibe
svulstbesatte undervandsbåde
andre overlevede opbrugthedsfænomener
selve passagens absurditet.

Den sædvanlige glappende
intervalstilhed i vandet
en afgjort viden om folk bag hjørnet
skildvagten vender.

Film aldrig oplevet og fremtiden
oplevet som film
i outsider-sektoren følelsen
af tidssvingets stilstand.

Nittelyds ekko er besk om søndagen
pludselig beder man grønhedens
finnebesatte muddereksistenser melde sig
så vi kan få det overstået.

Dok, kran, vagere, råddenskab
selve alderen kvalm
men bevidstheds lykken et turbo-apparat
før tiden, vingeflugt og jubelsmerte.

Årstallene ét og ligegyldige
men mødet i konstans:
de enorme møllevingers adskillende
understregning af konfrontation.

  danske digte

2/ Danske Digte: Havren – Jeppe Aakjær

Jeg er Havren. Jeg har Bjælder paa,
mer end tyve, tror jeg, paa hvert Straa.
Bonden kalder dem for mine Fold.
Gud velsigne ham, den Bondeknold!

Jeg blev saaet, mens glade Lærker sang
over grønne Banker Dagen lang;
Humlen brumled dybt sin Melodi,
og et Rylefløjt gled ind deri.

Viben fløj om Brak og Pløjemand
og slog Kryds for baade Plov og Spand.
Kryds slog Bonden ogsaa over mig
for at gi’ mig Helse med paa Vej.

Mens i Dug jeg groede Fod for Fod,
groede Sangen sammen med min Rod;
den, som ydmyg lægger Øret til,
hører Lærkens Triller i mit Spil.

Det kan kolde Hjærner ej forstaa
Jeg er Lærkesangen paa et Straa,
Livets Rytme døbt i Sommerdræ,
mer end Gumlekost for Øg og Fæ.

Søndenvinden, o! han har mig kjær;
derfor kan han aldrig la’ mig vær’,
smyger sig med Hvisken til mig ind
nu ved højre, nu ved venstre Kind.

Naar han puster paa min gule Top,
maa jeg vugge med ham ned og op,
indtil alle mine Bjælder gaar,
som naar gyldne Hamre sammen slaar.

Juniregnen gjorde myg min Muld,
Julisolen gav mig af sit Guld, danske digte
Sundhed risler mig i Top og Skaft.
Det er derfra Plagen har sin Kraft.

Jeg er Ven med Dug og Grødevejr,
Ven med Landets lyse Bøgetræer,
Ven med al den danske Sæd, som gror
øst for Hav som vest for Sund og Fjord.

Jeg faar Solens sidste lange Blink,
før den dukker ned bag gullig Brink,
og naar Aftenklokken ringer Fred, danske digte
staar jeg paa min Taa og ringler med.

Jeg skal ringle Barnet til dets Seng,
ringle Taagen op af Sump og Eng,
ringle Freden over Hjemmet ind,
ringle Bønnen frem i fromme Sind.

Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar
over lyse Vange Aar for Aar,
ringler om, hvor Sang og Kjærve gror
herligt sammen paa den danske Jord.

  danske digte

3/ Danske Digte: Middag – Thøger Larsen

Et heftigt Ildstænk mod det haarde Blaa
staar Middagssolen hed i strittende Straalen.
Den tørre Muldbrink er saa pulvergraa,
Insekter summer over Agerkaalen.

Den stille Dag sig strækker vidt og højt.
Omkring mig Myg og Sommerfugle svirrer.
Fra Luft og Løv der pibler klare Fløjt.
I glarfin Dis de fjerne Flader dirrer.

I Søens blanke, afmagtstunge Vand
staar Fisken stiv og dum fra Gab til Hale.
Nu slog den Snuden mod den bratte Strand
og nøs og dasked hen i Dybets Dale. danske digte

Der ligger den paa Bund i Søen klar,
og fra dens Snude gaar tilvejrs en Boble:
den stirrer op mod Overfladens Glar,
hvor Solen gynger som en ildgul Gople.

En Bondepige sidder i en Grøft –
med korte Særkeærmer, nøgne Arme.
Man ser det øverste af Barmens Kløft –
der ligger Draaber, Sol og Kødets Varme.

Det er saa varmt og godt ved Muld og Strand.
Det er en Sommerdag i danske digteDanmarks Land.

 

4/ Danske Digte: Blinkende lygter – Tove Ditlevsen

Blinkende lygter

I barndommens lange og dunkle nat

brænder små blinkende lygter

som spor, af erindringen efterladt,

mens hjertet fryser og flygter.

Her lyser din vildsomme kærlighed

fortabt gennem tågede nætter,

og alt hvad du siden elsked og led

har grænser som viljen sætter.

Den første sorg har et spinkelt skær

som en tåre der skælver i rummet,

kun den vil være dit hjerte nær,

når al anden sorg er forstummet.

Højt som en stjerne en vårlig nat

brænder din barnlige lykke,

du søgte den siden, men fik kun fat

dens flakkende sensommerskygge.

Din tro tog du med dig så lang af led,

for det var det første og sidste, danske digte

nu står den og brænder i mørket et sted,

og der er ikke mere at miste.

  danske digte

5/ Danske Digte: Matrosen – Christian Winther

Ved Toldboden steeg en Matros i Land,
Hans Haar de vare saa hvide,
Han havde ei seet sin Fædrestrand
I mange Herrens Tide.
Han havde ei seet, at Byen faldt
For engelske Blus og Brande,
Ham Skjæbnen havde fra Hjemmet kaldt
Langt bort til fremmede Lande.
Der stod han da med Haanden i Barm,
Og Øiet saa mørkt i Vrede,
Og stirrede med vemodig Harm
Paa den tomme Svanerede.
Da tørrer han sig om Skjæget brat,
Mens Taaren paa Kinden brænder,
Han knuger den gamle begede Hat
Imellem de sittrende Hænder.
»Hvor er I henne, store og smaa,
I Havets stærke Svaner?
Som smykkede her i Dammen laae
Med Dannebrogs røde Faner?
Søger I end den gamle Færd
Paa fjerne, fjendtlige Kyster?
Viser I Fienden, hvor stolt I bær
De egeplankede Bryster?
Nei! — I har glemt den gamle Sang,
De danske jublende Toner,
Nu stemmer I op den Seiersklang,
Der tordner fra Brittens Kanoner.
Vel har jeg tømt saa mangen Skaal,
Men ingen beedsk, som den sidste,
Den var iskjenket til bredfuldt Maal,
Nu vil mit Hjerte briste!
Naar snart, Kammerater! mit gamle Skrog
Jeg i sidste Havn skal fortøie,
I svøbe en Flig af Dannebrog
Omkring min snevre Køie.
Det gjør saa godt for Vee og Værk,
Det Svøb bør man vel hædre,
Selv Jomfru Marias Silkesærk
Ei Smerten kan dulme bedre.
Naar da den store Baadsmandsmat
Paa Dækket kalder de Døde,
Da skal jeg ogsaa være parat
Til Mønstring hisset at møde.
Og Chefen selv, kan I troe mig, Børn!
Mig beder frem for sig træde:
»Naa, er du der, din gamle Ørn!
»Gak ind til din Herres Glæde!«
Saa faaer jeg Lov at gaae agter ud,
Til Chefens Kahyt, den høie,
Der møder jeg Vessel, Juul og Rud,
Og Ham med det ene Øie.« —
Saa talde han, og lagde sig træt, —
De troede, han faldt i Tanker; danske digte
Da var han død, — hans Død var let,
Hans Hoved laae paa et Anker.
danske digte

6/ Danske Digte: Cigaren – H.C. Andersen

Cigarens Glød er et Ildsted,
    hvor Ildaander er tilhuse;
Den Ene blæser med Puster,
    at Ilden skal ikke gaae ud;
Den Anden rører med Ildtang,
    faaer Saften til at beruse;
I Dampen er der en Troldkraft,
    en lille cigarfødt Gud; danske digte
Han bygger, som Fata Morgana,
    det Røg-Slot Tankerne ville;
Han viser nu for mig Hjemmet
    og alle Vennerne der;
Jeg glemmer at Have og Bjerge
    uendeligt vidt os skille,
At nede paa Pladsen rigt gløder
    Orangens duftfyldte Træer.
— Nu lægger jeg bort Cigaren;
    Sevilla, du deilige Stad!
Jeg glemte Dig, jeg var i Danmark,
    mens her med Cigaren jeg sad.

  danske digte

7/ Danske Digte: Löveridderen – Adam Oehlenschläger

Mildt boltre sig de lune Sommervinde,
fra klare Safirhvælving Maanen straaler
igiennem duftopfyldte svale Linde
til Engens lukte Lillier og Violer;
rödt glöder gyldne Spir fra Borgens Tinde
i Flodens fulde sortblaae Jaspisskaaler.
Kong Didrik langsomt paa sin Ganger rider
i stille underlige Midnatstider.
Og som han kommer ind hvor Skovens Grene
saa tæt og dæmrende en Lund indhegner,
hvor der er mörkt og skummelt, tyst og ene,
hvor blegere den blege Straale blegner,
da hörer han det rasle giennem Stene,
for brede Bug det höie Straae nedsegner.
En saaret Löve brölende forfölger
en Lindorm, som sig giennem Græsset bölger. danske digte
Dybt Löven slaaer med convulsivisk Vælde
sin Kloe i Ormen, for sit Saar at hævne;
da vender den sig langsomt og vil fælde
sin Fiende i det rædselfulde Stevne.
Det tykke Hoved mosbegroet af Ælde,
den gule Bug, som vil af Ædder revne,
den lange Braad, de Öine blodig röde,
alt dirrer Löven frygteligt imöde. danske digte
Da raaber den bestæd i stor Ulempe:
„Red mig fra den som mig mit Liv vil röve!
Kom mig til Hielp, du staalbeklædte Kiempe,
som förer i dit Skiold en gylden Löve;
som den jeg staaer i Brand, o kom at dæmpe!
lad Ormens Pandeskal dit Glavind pröve.
Da skal jeg altid vandre ved din Side.
I Liv og Död du trygt paa mig kan lide.“
Og Kongen drager brat sit Sværd hin brede;
tæt under glatte Skiel han vender Odden.
Hans Öie gnistrer frygteligt med Vrede,
han borer Staalet lige ind til Klodden.
Da rangler Ormens Ledemod saa lede,
den skeler hvæsende og viser Braadden;
og Kongen bliver bleg og heel forfærdet,
han ryster som et Löv og taber Sværdet.
Da slynger Ormen slimbeklædte Hale
heel smidig rundt omkring sin Fiendes Lemmer,
og kryber taus med ham til Biergets Sale,
hvor Nat og Mulm de fæle Syner giemmer.
Paa Veien uophörligt Haner gale.
Sit Hoved Ormen haardt mod Fieldet stemmer.
Da revner det, de faste Stene gunge,
og Hesten vrindsker under Ormens Tunge.
„Börnlille! kom I elleve Unger mine.
Her er en ringe Brad. I Morgen mere!“
Saa spyer hun Hesten ud. De Unger grine,
og graadig deres Bytte de fortære.
„I Morgen skal I Manden faae!“ De hvine.
„For denne Gang I skal fornöiet være.“
De lyde Moderen, men fælt de tude
og knytte sig til Hvile i en Knude.
Kong Didrik ganger bleg og heel bedrövet
omkring i Biergets fæle sorte Hule.
„Ak var mit gode Sværd mig ei berövet,
da friede jeg mig let af denne Kule.1
Da dræbte jeg de Orme ufortövet,
og klemte dem med Skioldets stærke Bule,
og favned atter hierteligt imorgen
min Fæstemöe, min Fylla, hist paa Borgen.“
Og see ved Maanens hvide Midnatsluer,
som falder i en Ridse giennem Bierget,
et rustent Sværd tæt ved sin Fod han skuer,
hvormed en Kiempe fordum sig har værget.
„Nu ingen Fare meer mit Mod forkuer,
thi Skiebnen har sig ei mod mig forsværget.“
Saa raaber han og seer paa Sværdet nöie,
og bittre Taarer brister af hans Öie.
Det bedste Sværd, berömt i alle Lande,
den stærke Adelring han har i Hænde,
der farvede med Blod saa mangen Pande
og giorde paa saa mange Helte Ende.
Kong Sigfreds Sværd, den Helt som alle Strande
blandt Kiemper monne förste Rang tilkiende,
og Didriks Ven, i mange Aar forsvunden,
og nu, ved dette Mærke atter funden.
„Saa skulde du din lyse Bane ende
i dette Mörke, mellem grumme Trolde.
Dit kiekke Hierte brast i stor Elende
da under disse sorte skumle Volde!
Saa let kan Lykken sig i Livet vende.
Jeg slaaer saa længe som dit Sværd kan holde.
Du var min Ven, din Död jeg vist skal hævne.2
Hvor der er Mod der mangler ikke Evne.“
„Afsted! afsted! hvi vil jeg længer töve
i denne Hule mellem Skræk og Jammer?“
Han Sværdet slaaer mod Flinten for at pröve
om det er stærkt, og Bierget staaer i Flammer!
De störste Klippestykker kan han klöve.
Da vaagner op den mindste Orm og stammer:
„Hvis du vor Moder vækker af sin Hvile
da vil du neppe ad din Skiebne smile.“
Men Kongen svarer: „Dybt mit Glavind bider!3
Dets dödelige Saar kan ei forbindes.4
I straffes skal ved disse Midnatstider.
De store Led i eget Blod skal findes.
Det Onde med det Gode altid strider
og vinder til det evig overvindes.
I vog saamangen Helt i disse Sale,
det kan kun eders Hierteblod betale.“
„Vaagn, Moder! vaagn, og slug den slemme Fange.“
Hun vaagnede og vilde Fangen sluge.
Men da hun skued Sværdet blev hun bange,
og gav sig til at skielve og at ruge.
„Det Guld og Sölv som er i Fieldets Gange
det maa du bringe frit herfra og bruge.
Kast Adelring kun ned i Biergets Rifter,
et evigt Venskab her med dig jeg stifter.“
„Jeg kaster ei mit Sværd, dets Ægge bider,
dets dödelige Saar kan ei forbindes.
Du dræbes skal ved disse Nattetider,
din store Krop i eget Blod skal findes.
Det Onde med det Gode altid strider,
og vinder til det evig overvindes.
Du vog Kong Sigfred her i disse Sale,
det skal du med dit Hierteblod betale.“
„Kast Adelring dybt hen i Kildevældet!5
Blandt Venner ei man bruger skarpe Sværde.
Din Fylla sidder fængslet her i Fieldet.
Luk hende ud, I er hinanden værde!
Et Nögleknippe, rustent og forældet,
er skiult heroppe ved mit Hovedgierde.
Kom, buk dig, tag det, end din Elsktes Jammer,
bring Fylla af det fugtigmörke Kammer.“
„Min elskte Pige nager ingen Kummer!
Mit Hierte siger hun er ei i Fare.
Hist paa sin Faders Borg hun roligt slummer,
omskandset af Guds hellige Engleskare.
Ei mindste Myg om hendes Leie summer.
Du lokker mig forgieves i din Snare.
Mit Sværd skal i dit seige Blod sig klæbe,
döe Slange! med den sidste Lögn paa Læbe.“
Brat Ormen og de fæle Ögleunger
saa gispende i Græsset ned maa bide.
Da fylder Hulen Gift og Ormetunger,
han vader dybt i Slangeblod hin hvide.
Forgieves han i Biergets Side stiunger,
de Kampestene viger ei tilside.
Han kan ei bryde giennem sorte Lukke,
snart maa han ned i spraglet Edder dukke.
Da hörer han fra Fieldets ydre Side
en vældig Skraben og en Stemme raabe:
„Fat Mod, Kong Didrik! du skal ikke lide!
Her smuldrer Stenen skiör, her kan vi haabe.
Hug med dit Sværd, jeg vil i Fieldet slide
med mine Klöer, saa kiempe vi tilhobe.
Den haardeste Natur tilbageviger,
bestormet af en Löve og en Kriger.“
Og Löven grov og Kongen vældigt stödte
med skarpen Adelring, saa Fieldet rysted;
thi Ormene alt meer og mere blödte,
den fæle Edder steeg ham op til Brystet.
Snart begge Kiemperne hinanden mödte.
At blive længer der dem ikke lysted.
De vandred begge trætte ned i Dalen,
til Morgenröden og til Nattergalen.
Ved klaren Aae, som mellem Blomster dandser,
Kong Didrik sig ved Lövens Side sætter.
Det blanke, haarde, blodbestænkte Pandser
han med den lyse Morgenbölge tvætter.
Saa södt hendysser Fuglesang hans Sandser;
og saftig Frugt den matte Kiempe mætter.
Til fierne Borg saa længselfuld han smiler,
mens Löven i hans Skiöd sit Hoved hviler.
„Ak herligt synger du, du muntre Sanger!
og venligt, Kilde! dine Bölger vige;
og yndigt, Rose! du i Busken pranger;
dog sörger jeg, thi her er ei min Pige.
O havde jeg kun dig, min rappe Ganger!
da paa din stærke Ryg jeg skulde stige,
og ile did, og kysse af sin Slummer
den Elskede, og glemme al min Kummer.“
Det hörte Löven i hans Skiöd og smilte:
„Jeg kan med dig saa vel som Hesten vanke!
Kom sæt dig paa min Ryg.“ Derpaa de ilte,
mens Kongen holdt sig ved den tykke Manke.
Over Bierg, over Dal de foer, og ei de hvilte;
slig Ganger ei behöver Kræfter sanke.
Forfærdet Fylla saae sin Beiler trave
paa sieldne Skimmel over Borgens Grave.
Men siden klapped hendes Lilliehænder
det ædle Dyr, hun fored det hver Morgen.
Erkiendtligt Lövens höie Hierte brænder,
den blev sin hele Levetid paa Borgen.
Taknemlighed er al den Fryd den kiender.
Den glemmer Stolthed, Friehed, selve Sorgen
at skilles fra sin Skov og fra sin Mage,
den tiener Kongen alle sine Dage!

danske digte

Det var så nogle af vores elskede danske digte. Som du kan se kan danske digte være meget forskellige, selvom de kommer fra et ellers så lille land. Dansk er kåret som det officielt sværeste sprog at lære, hvilket vil sige at det er meget få mennesker der faktisk får lov til at læse disse danske digte. Netop derfor er det vigtigt vi som danskere læser digtene således at de ikke bare går tabt. Vi er ikke særlig mange mennesker, men vi har mange digte. Derfor vil jeg råde alle til at læse nogle danske digte når i har lidt fritid. Vi vil løbende smide flere danske digte herind på, så hvis i gerne vil læse nogle bør der altid kunne findes nogle her.